Vedtægter for den selvejende institution Kolding Friskole

§1 Hjemsted

Stk. 1

Kolding Friskole er en selvejende og uafhængig institution med hjemsted i Kolding Kommune. Skolen er oprettet den 5. november 1981.

Kolding Friskoles adresse: Bramdrupskovvej 25, 6000 Kolding, CVR-nr. 6854 5315

§2  Skolens formål og værdigrundlag

Stk. 1

Skolens formål er at drive friskole fra børnehaveklasse til 10. klasse efter de til enhver tid gældende love og andre retningslinier for friskoler og private grundskoler m.v.

Stk. 2

Skolens virke bygger på åndsfrihed og demokrati og på et åbent, fordomsfrit og tillidsfuldt samarbejde mellem elever, medarbejdere og forældre.

Stk. 3

Skolens opgave er at medvirke til elevernes almene dannelse, og til at de får de bedste forudsætninger for et godt barne- og voksenliv. Skolens opgave er ligeledes at forberede eleverne bedst muligt til deres videre uddannelse.

Stk. 4

Skolens opgave er at skabe et miljø, hvor kundskaber, kompetencer og udtryksformer tilegnes i meningsfulde sammenhænge og i en atmosfære af tryghed og gensidig respekt. Skolen opbygger fællesskaber, som giver eleverne oplevelser, opøver dem i et forpligtende samarbejde og i at se fællesskabets muligheder.

Stk. 5

Skolens opgave er gennem intellektuelle, praktiske og musiske aktiviteter at give eleverne oplevelser og udfordringer, som udvikler krop, fantasi, selvværd, faglige kundskaber og skabende evner samt opøver evnen til selvstændig vurdering og stillingtagen.

Stk. 6

Skolens opgave er at give eleverne indsigt i og forståelse af egne og andres traditioner og kulturværdier, af menneskets samspil med naturen samt af grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder i en moderne globaliseret verden.

§3 Skolens drift

Stk. 1

Skolens drift gennemføres ved tilskud fra det offentlige, skolepenge samt frivillige bidrag fra støttekredsen. Skolen skal opfylde lovgivningens krav om egendækning.

Stk. 2

Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art.

Stk. 3

Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Overskud ved skolens drift tilfalder skolen og skal anvendes til konsolidering, så skolen har kapital til at imødegå fremtidige års eventuelle underskud og i øvrigt til bedste for skolen, f.eks. til forbedringer af undervisningsmateriale, til byggeforanstaltninger, udvidelser og lignende. Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art.

Stk. 4

Likvide midler, der ikke er nødvendige til skolens daglige drift, skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne i ”Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” Midlerne må ikke anbringes på konti, som andre end skolen har rådighed over.

§4 Forældrekreds

Stk. 1

Forældrekredsen består af forældrene til børn i skolen. Forældrenes rettigheder i medfør af ”Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” tilkommer den eller de personer, der har forældremyndigheden over eleven eller har barnet i et offentligt anerkendt plejeforhold.

Stk. 2

Det påhviler forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder med undervisningen i henhold til ”Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” Forældrekredsen fastsætter nærmere regler for varetagelsen af tilsynet, jfr. § 5 og § 9 stk. 3.

Stk. 3

Forældrekredsen har ikke ret til nogen del af skolens formue eller udbytte af nogen art. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens gæld.

Stk. 4

Medlemskab giver adgang til ved fremmøde på generalforsamlingen at afgive stemme.

§5 Tilsyn

Stk.1

I henhold til § 4 stk. 2 påhviler det forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder med, at skolen giver undervisning og sprogstimulering, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Jfr. i øvrigt tilsynsreglerne i ”Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves.

Stk. 2

Efter bestemmelserne i ”Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” skal der desuden vælges en eller flere eksterne tilsynsførende til at varetage visse nærmere definerede tilsynsopgaver. Den eller de tilsynsførende vælges på skolens ordinære generalforsamling. Undlader forældrekredsen at vælge tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3

Vælges den eller de tilsynsførende af forældrekredsen, skal dette ske for højst fire år ad gangen på generalforsamlingen, som bestyrelsen er ansvarlig for at indkalde forældrekredsen til. Valget skal gennemføres efter ministeriets bekendtgørelse om valg af tilsynsførende. Det skal af indkaldelsen fremgå, hvem bestyrelsen indstiller som tilsynsførende, idet ethvert forældrekredsmedlem på valgmødet kan foreslå andre kandidater. Ved valg af tilsynsførende kan kun medlemmer af forældrekredsen afgive stemme.

Stk. 4

Tilsynsførende afgiver hvert år en skriftlig erklæring til forældrekredsen og skolens bestyrelse om det førte tilsyn. Erklæringen skal endvidere kunne ses på skolens hjemmeside. Tilsynsførende skal i øvrigt virke i henhold til de bestemmelser, der til enhver tid er fastsat i ”Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” Den eller de tilsynsførende er således omfattet af forvaltningslovens regler om inhabilitet og tavshedspligt.

§6 Generalforsamling

Stk. 1

Bestyrelsen skal på generalforsamlingen på demokratisk vis drøfte skolens anliggender med forældrekredsen. Generalforsamlingen skal afholdes efter bestemmelserne i bekendtgørelse om valg af tilsynsførende, idet generalforsamlingen udgør forældrekredsens valgmøde.  Generalforsamlingen skal efter indstilling fra bestyrelsen godkende erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom, bortset fra omprioritering. Se endvidere § 11, 13 og 14.

Stk. 2

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på skolen i marts/april måned. Den indkaldes af bestyrelsenved almindeligt brev til forældrekredsen med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal mindst indeholde følgende dagsorden:

1)      Valg af dirigent

2)      Erklæring fra skolens tilsynsførende

3)      Skolelederen aflægger beretning

4)      Bestyrelsen aflægger beretning

5)      Det reviderede regnskab fremlægges til orientering

6)      Indkomne forslag

7)      Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

8)      Evt.

Bestyrelsen er ansvarlig for, at alene medlemmer af forældrekredsen afgiver stemme

Stk. 3

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være skriftligt indgivet til bestyrelsen senest den 1. februar, og de skal bekendtgøres for forældrekredsen ved indkaldelsen til generalforsamlingen, jf. også § 5 stk. 3. Forslag, der vedrører bestyrelsens overordnede ledelse, kan kun resultere i beslutninger på baggrund af en indstilling fra bestyrelsen. Generalforsamlingen kan ikke træffe beslutning om bestyrelsens overordnede ledelse, uden at bestyrelsen er enig heri.

Stk. 4

Skolens ansatte har ret til at deltage i skolens generalforsamling uden stemmeret. Ansatte, som samtidig er forældre til elever på skolen kan deltage i valg af bestyrelsens medlemmer..

Forældre, hvis børn er optaget på skolens venteliste, kan deltage i generalforsamlingen med observatørstatus.

Stk. 5

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det. Ekstraordinær generalforsamling skal der i øvrigt indkaldes til af bestyrelsen, når mindst 20 % af forældrekredsen kræver det. Der indkaldes som til ordinær generalforsamling. Dagsorden skal oplyses ved indkaldelsen.

Stk. 6

Beslutninger på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling træffes ved almindeligt flertal blandt de fremmødte. Hvis generalforsamlingens dagsorden indeholder en tillidsafstemning, kan ét eller flere bestyrelsesmedlemmer afsættes i funktionsperioden, såfremt generalforsamlingen med almindelig stemmeflerhed vedtager et mistillidsvotum til den eller de pågældende. Dagsordenen skal i disse tilfælde også omfatte et punkt, der muliggør nyvalg af bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 7

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal. Afstemning foretages skriftligt, når blot ét medlem fremsætter ønske derom.

Stk. 8

Over det på generalforsamlingen passerede og evt. vedtagne føres en protokol, som underskrives af dirigenten.

§7 Bestyrelsens sammensætning

Stk. 1

Bestyrelsen består af 5 medlemmer valgt blandt forældre til børn på skolen efter reglerne i bekendtgørelsen om valg af tilsynsførende.

Stk. 2

Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3

Forældrene vælger hvert år mindst 2 suppleanter for bestyrelsen.

Stk. 4

I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden indtræder suppleanten, Hvis dette ikke er muligt, skal der vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af valgperioden.

Stk. 5

Skolens ansatte kan ikke være medlem af bestyrelsen og kan kun deltage i valg af bestyrelsen, når de samtidigt er medlem af forældrekredsen, jf. dog stk. 8.

Stk. 6

Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige og være registreret i CPR med bopæl i Danmark.

Stk. 7

Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld, men kan blive ansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregler. De kan ikke modtage honorar af skolens midler.

Stk. 8

Skolens leder samt en repræsentant for skolens øvrige ansatte deltager normalt i bestyrelsens møder uden stemmeret. En repræsentant for eleverne kan ligeledes deltage i bestyrelsesmøderne med observatørstatus. Der kan undtagelsesvis afholdes bestyrelsesmøder uden deltagelse af leder, medarbejder- og elevrepræsentant.

Stk. 9

Bestyrelsen bør så vidt muligt, jfr. lov om ligestilling, have en balanceret sammensætning af kvinder og mænd. Ved opstilling af kandidater til bestyrelsen bør der tilstræbes ligelig fordeling af kvinder og mænd.

Stk. 10

Et bestyrelsesmedlem skal øjeblikkeligt udtræde af bestyrelsen, hvis medlemmet ikke længere opfylder habilitetsbetingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jfr. ”Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” samt ”Bekendtgørelse om vedtægter for friskoler og private grundskoler m.v.” I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden, for eksempel ved generel inhabilitet, indtræder suppleanten. Hvis dette ikke er muligt, skal der vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af valgperioden.

De forældrevalgte bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn i valgperioden udskrives af skolen mod forældrenes ønske.

Stk. 11

Bestyrelsesmedlemmer kan ved udøvelsen af bestyrelseshvervet ikke være undergivet beslutninger truffet af den organisation, institution, forening eller lignende, som har valgt eller udpeget den pågældende.

§8 Bestyrelsens arbejde

Stk. 1

Bestyrelsen vælger selv af sin midte formand og næstformand og fastsætter selv sin forretningsorden, der optages som bilag til vedtægterne. Næstformanden træder i formandens sted, hvis denne har forfald

Stk. 2

Bestyrelsen afholder møde, så ofte formanden eller 2 medlemmer finder det fornødent.

Stk. 3

Formanden har ansvaret for mødeindkaldelsen. Indkaldelsen skal give bestyrelsen underretning om, hvilke sager der vil komme til behandling på mødet.

Stk. 4

Formanden leder forhandlingerne og afstemningerne og drager omsorg for, at beslutningerne indføres i en beslutningsprotokol. Efter hvert møde underskrives protokollen af mødets deltagere. Enhver af disse er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i beslutningsprotokollen. Konstateret inhabilitet skal indføres i protokollen.

Stk. 5

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede. Beslutningerne træffes ved  almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved brev eller fuldmagt.

Stk. 6

Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse i sagens udfald.

Stk. 7

De almindelige regler for inhabilitet og tavshedspligt, som gælder for offentlig forvaltning, er gældende for bestyrelsens medlemmer, skolens leder og øvrige ansatte.

§9 Bestyrelsens opgaver

Stk. 1

Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er ansvarlig over for undervisningsministeren for, at skolens økonomi og drift er i overensstemmelse med denne vedtægt, lovgivningen og andre retsregler. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig for, at forvaltningen af de statslige tilskud er i overensstemmelse med bestemmelserne i ”Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” og skolens vedtægter. Bestyrelsen skal påse, at bogføring og formueforvaltning kontrolleres på betryggende måde. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage skyldige økonomiske hensyn.

Stk. 2

Bestyrelsen fastsætter størrelsen af skolepenge samt betaling for skolens fritidsordning.

Stk. 3

Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen dels vælger tilsynsførende, dels fastsætter retningslinier for forældrekredsens eget tilsyn, jfr. § 4 stk. 2 og § 5.

Stk. 4

Efter indstilling fra skolens leder og efter samråd med det fastansatte personale ansætter bestyrelsen skolens lærere og andet fastansat personale.

Stk. 5

Skolens faste personale afskediges af bestyrelsen efter indstilling fra lederen.

Stk. 6

Bestyrelsen optager elever efter indstilling fra lederen og efter samråd med det pædagogiske personale.

Stk. 7

Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. Medlemmer af forældrekredsen og fastansatte ved skolen har dog altid ret til at få kendskab til budgetter, regnskaber, revisionsprotokol samt andre dokumenter, som er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan udstrække retten til andre, jf. vedtægtbekendtgørelsens §6.

Oplysninger, som er omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningsloven, kan dog ikke videregives.

Stk. 8

Bestyrelsen udpeger skolens 3 revisorer. Den ene revisor vælges eksternt efter gældende bekendtgørelser og de to øvrige internt blandt forældrene.

Stk. 9

Bestyrelsen beslutter og indstiller til godkendelse på generalforsamlingen: Erhvervelse, afhændelse og pantsætning af skolens ejendom samt lederansættelse og -afskedigelse, vedtægtsændringer og nedlæggelse af skolen.

Stk. 10

Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om ethvert andet spørgsmål om skolen, som den selv ønsker at træffe beslutning om i overensstemmelse med disse vedtægter i øvrigt.

Stk. 11

Bestyrelsen skal underrette Undervisningsministeriet, hvis skolen standser sine betalinger, begæres konkurs eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

§10 Tegningsret

Stk. 1

Skolen tegnes af bestyrelsens formand og skolens leder i forening eller af en af disse i forening med skolens næstformand. Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke gives prokura, jf. § 7, stk. 1.2 i lov om erhvervsdrivende virksomheder.

Stk. 2

Til køb, salg og pantsætning eller andre dispositioner over skolens faste ejendomme kræves underskrift af mindst to tredjedele af bestyrelsens medlemmer.

§11 Skolelederen

Stk. 1

Skolens leder ansættes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.og efter samråd med det fastansatte personale.

Stk. 2

Skolens leder afskediges af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.

Stk. 3

Skolelederen har over for Undervisningsministeriet, forældrekredsen og skolens bestyrelse det fulde ansvar for den pædagogiske ledelse af skolen i henhold til gældende love, bekendtgørelser og ministerielle forskrifter.

Stk. 4

Skolens leder har endvidere ansvaret for skolens daglige drift.

§12 Regnskab og revision

Stk. 1

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk. 2

Bestyrelsen har ansvaret for, at der hvert år udarbejdes et retvisende årsregnskab i overensstemmelse med gældende regler. Desuden har bestyrelsen ansvaret for, at regnskabet underkastes betryggende revision efter gældende regler, og at revisor vælges af bestyrelsen.

Stk. 3

Revisionen skal være afsluttet senest 1. marts, hvorefter det reviderede regnskab tilstilles bestyrelsen til godkendelse. Revisionen foretages af en statsautoriseret revisor samt 2 interne revisorer. Revisorerne udpeges af bestyrelsen for 1 år ad gangen. Alene den eksterne og af bestyrelsen valgte revisor har ansvaret for skolens regnskab.

Det godkendte regnskab skal underskrives af alle bestyrelsesmedlemmer, som samtidig skal afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at sidde i bestyrelsen.

Stk. 4

Det godkendte regnskab fremlægges til orientering på generalforsamlingen.

§13 Vedtægtsændring

Stk.1

Ændringer i vedtægterne kan kun ske efter beslutning og indstilling fra skolens bestyrelse. Godkendelse skal ske på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 3 ugers mellemrum. Se dog § 13.2.

Stk. 2

Vedtægtsændringer, som ministeriet skriftligt har pålagt skolen eller som følger af ændringer i ministeriets vedtægtsbekendtgørelse, kan besluttes af bestyrelsen med mindst to tredjedeles flertal. Forældrekredsen har krav på at modtage orientering herom.

§14 Nedlæggelse

Stk. 1

Beslutning om nedlæggelse af skolen kan træffes efter indstilling fra bestyrelsen ved almindeligt stemmeflertal på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger afholdt med mindst 3 ugers mellemrum. Bestyrelsens beslutning om indstilling vedtages med almindeligt flertal.

Stk. 2

Hvis bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, eller ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal bestyrelsen sørge for nedlæggelse. Hvis det er muligt gennemføres forudgående høring på en generalforsamling.

§ 14 stk. 1 gælder kun, når skolens bestyrelse fortsat har kompetence til at træffe beslutninger om skolens fremtid. Forældrekredsen skal som minimum orienteres skriftligt om beslutningen om nedlæggelse og om grundlaget herfor, hvis skolen nedlægges. Orienteringen skal finde sted umiddelbart efter beslutningen.

Stk. 3

Det påhviler bestyrelsen at give Undervisningsministeriet og de kommuner, hvor eleverne er hjemmehørende, meddelelse om skolens nedlæggelse.

Stk.4

Bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse i anledning af skolens nedlæggelse foretages efter gældende regler, samt at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten. Bestyrelsen skal fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.

Stk. 5

Mulige overskydende midler tilfalder Friskolefonden under Dansk Friskoleforening efter Undervisningsministeriets godkendelse.

§15 Godkendelse

Stk. 1

Nærværende vedtægters bestemmelser om skolens styrelse og økonomiske forhold er først gyldige, når de er godkendt af Undervisningsministeriet.

Vedtægtsudgave af 30. marts 2006 vedtaget på Kolding Friskoles generalforsamlingerne den 7. og den 30. marts 2006.

Denne udgave er redigeret på baggrund af Undervisningsministeriets brev af 14. november 2006 og vedtaget af Kolding Friskoles bestyrelse den 12. december 2006 , jf. §13, stk. 2 i vedtægterne af 30. marts 2006.

 

Rie Klaaborg, formand

Runddelen 25

6000 Kolding
Knud Egholt Rasmussen, næstformand

Brynet 75

6000 Kolding
Kirsten Maybom, sekretær

Sjællandsvej 10

6000 Kolding
Søren Pedersen

Brynet 31

6000 Kolding
Niels Karlsen

Sandvigvej 13

6000 Kolding

 

OBS: Disse vedtægter er godkendt af UVM i brev af 27. marts 2007 underskrevet Pia Thomsen.  KN