Skovkanten – Kolding Friskoles fritidsordning

Rammer for Skovkanten

Download Skovkantpjece 2024-25

Skovkanten er en del af Kolding Friskole med skolelederen som den øverst ansvarlige.

Skovkantens leder varetager i samarbejde med det øvrige personale det daglige ansvar for fritidsordningen.

Skovkanten er et tilbud til alle elever på friskolen.

Skovkanten deler lokale med 0. kl. og gør derudover brug af festsal, de tilstødende klasseværelser, køkken/alrum og Hestestalden med værksted og legerum.

I vinterhalvåret gøres der også brug af omklædningsrummene til spil og leg.

I øvrigt benyttes det dejlige udeområde flittigt.

 

Åbningstider

Skovkanten er åben på alle skoledage fra kl. 12.25 – 16.30.

På skolefridage er der åbent fra kl. 7.15 – 16.30.

Skovkanten er lukket i juleferien, i dagene op til påske, fredag efter Kr. Himmelfartsdag og 3-4 uger i skolesommerferien.  Der vil være åbent på skolefridage, hvis mere end 10 børn har behov herfor.

Er I forhindret i, at nå frem til lukketid, er det meget vigtigt for os, at I forældre giver besked til skovkanten. Dette for at børnene ikke skal blive urolige og vi kan tage os ordentligt af dem.

 

Forældrebetaling

For elever, som gør brug af Skovkanten indtil kl. 15 hver dag (deltid) betales der i skoleåret 2023/24 kr. 899 og kr. 1.293 til kl. 16.30 (fuldtid) pr. måned. En familie skal dog højst betale kr. 2194 kr. pr. måned.

Ind- og udmeldelse af Skovkanten skal ske skriftligt senest den 15. i måneden forud, til enten skolens sekretær, eller leder af Skovkanten.

 

Personale

Jane Riis Lagoni er daglig leder af Skovkanten. Øvrige fastansatte er Henrik Holm-Bendtsen, Mette Naver, Betina Baagø, Henrik Halfdan Sprogøe Holm-Bendtsen, Henrik Borup Kristiansen og Kira Søndergaard. Derudover kan der være praktikanter i jobtræning, og desuden gøres der brug af vikarer efter behov.

 

Overordnede mål

I tæt tilknytning til friskolens værdigrundlag:

  • at gøre børnene til selvstændige individer, medansvarlige personer og gode kammerater
  • at være med til at give børnene en positiv fritid og et rigt barneliv
  • at give plads til forskelligheder
  • at styrke det enkelte barns selvværd
  • at have et godt forældresamarbejde

Dette gøres ved:

  • At give børnene trygge rammer
  • at børnene har et fristed, hvor de i stor udstrækning selv kan vælge mellem lege
  • og aktiviteter
  • at skabe et udfordrende og inspirerende legemiljø
  • at støtte og hjælpe børnene til at indgå i sociale sammenhænge
  • at det enkelte barn bliver hørt og snakket med
  • at give børnene gode oplevelser og inddrage dem i daglige gøremål
  • at de voksne er venlige og ansvarlige og medaktører i børnenes initiativer

 

Hverdagen i Skovkanten

Indskrivning

Der er indskrivning fra kl. 12.25. Børnene bliver skrevet ind i klasserne, når de får fri fra skole. Derefter kan der være aktiviteter eller leg, som vi eller børnene har bestemt.

 

Mad/Sundhed

Der serveres dagligt et mellemmåltid, som spises sammen med en voksen. Mod dagens slutning serveres der lidt spiseligt. Hvis jeres barn skal mindes om at spise den medbragte mad, kan I tilmelde barnet madpakkeklubben.

Nogle gange vurderer/bestemmer vi, at børnene skal ud at holde ”frikvarter”/få frisk luft.

Vi serverer frugt og/eller grønt til mellemmåltiderne.

Børnene får sjældent søde måltider, dog kan det ske at vi får noget sødt til festlige arrangementer.

 

Leg

I Skovkanten, hvor børnene opholder sig i deres fritid, prioriterer vi legen højt. Dette gør vi fordi leg er socialt, kreativt, motorisk og kognitivt udviklende og følelsesmæssigt bearbejdende.

Aktiviteter

Eksempler på indendørsaktiviteter kan være at tegne, male, sy, spille spil, arbejde i træværksted, lege med Lego osv.

Udendørsaktiviteter kan være at bruge legeplads, boldbane, bålplads, skov, snitteredskaber og sandkasse, samt at bygge huler, klatre i træer osv.

Vi bestræber os på at være med i videreudførelsen af børnenes idéer og initiativer.

Samling

Når der er behov for det, samler vi alle børnene for at give beskeder og for at drøfte relevante emner med dem.

 

Traditioner

Vi følger årets gang og laver aktiviteter, som passer til årstiden. I sommerhalvåret gør vi meget brug af udeområdet.

Vi holder juleafslutning, påskeafslutning, majfest og sommerafslutning.

Vi bestræber os på at have mindst en ugentlig udedag.

 

Samarbejde

For at vi kan arbejde professionelt med børnene, er det nødvendigt for os at få kendskab til dem og deres vilkår igennem forældrene.

Forældrene er altid velkomne til en snak om deres børn og kan bede om en samtale.

Personalet samarbejder med børnenes forældre, klasselærere og skoleleder om det enkelte barn. Vi drøfter løbende børnenes trivsel og udvikling.

Vi samarbejder med husets sundhedsplejerske, som også følger med i børnenes trivsel.

Efter behov samarbejder vi med PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

Personalet deltager i medarbejdermøder samt i møder om børn, hvor der er særlige hensyn at tage.

 

Vi har i Skovkanten et skema over faste aftaler omkring børnene, så det er vigtigt, at I henvender jer, så vi får nedskrevet alle aftaler: hvem må afhente, legeaftaler, fritidsaktiviteter etc.. Vi skal også have besked af forældrene, hvis et barn ikke skal passes en eller flere dage. Ligeledes er det vigtigt for os, og jeres børn, at I giver besked til skovkanten ved forsinkelser.

Vi har ved medarbejdermøder, pædagogisk dag og lign, brug for forældrehjælp til at passe børnene.

 

Syge børn/Uheld med børn

Syge børn skal være derhjemme. Bliver barnet sygt eller kommer til skade, underrettes forældrene, som skal lade det hente.

 

Retningslinjer og praktiske oplysninger

Vi skal behandle hinanden med respekt.

Børnene skal sige goddag og sørge for at blive skrevet ind, når de har fri fra skole.

Børnene må ikke forlade Skovkanten uden at sige farvel/være skrevet ud.

Børnene og forældrene må ikke selv skrive ind og ud.

Børnene skal rydde op efter sig selv. Vi har brug for, at forældrene minder dem om det, før de tager dem med hjem.

Børnene er selv ansvarlige for deres ejendele.

Når man er i Skovkanten kan dagens aktiviteter sætte præg på tøj og ejendele.

Børnene skal medbringe skiftetøj samt overtøj der passer til årstiden,

Børnene skal spørge om lov til at låne telefonen. Legeaftaler skal så vidt muligt laves hjemmefra.

Børnene må fra 4. kl. selv gå over vejen, såfremt vi har forældrenes accept.

Indtil 5. klasse skal børnenes mobiltelefoner ligge i taskerne.

Vi har i Skovkanten en beskedbog. Den ligger på vores skrivepult og kan anvendes, når vi ikke er til stede.

På Viggo udsendes nyhedsbreve, tilmeldingssedler o.a. Vi beder jer om, at alle tilmeldingssedler besvares rettidigt, og at I generelt holder jer ajour.

 

Skovkanten

Fritidsordningen på Kolding Friskole

Bramdrupskovvej 25

6000 Kolding

 

Kontakt:

Tlf. nr. 75 53 58 22

Mobil nr. 40 30 98 75

Mail: kontor@koldingfriskole.dk