Målsætnings- og handleplan for skolemiljøet
Medarbejderne og eleverne på Kolding Friskole bestræber sig i deres daglige omgang med hinanden på at leve op til skolens vedtægter og værdigrundlag.
Medarbejderne er i deres daglige omgang med eleverne opmærksomme på elevernes trivsel.
Medarbejderne arbejder gennem samtaler, leg og undervisning på at styrke elevernes sociale kompetencer i overensstemmelse med skolens værdigrundlag.
Medarbejderne samarbejder med forældrene om elevernes udvikling i overensstemmelse med skolens målsætning og værdigrundlag.
Alle elever inddrages jævnligt i drøftelserne af undervisningsmiljøet på skolen. Det sker via morgensamlinger, – klassemøder, mundtlige og skriftlige evalueringer, samtaler og konfliktløsning.
I løsningen af konkrete konflikter udtaler alle involverede parter sig.
Elevernes trivsel er hvert år på dagsordenen på et forældremøde herunder bl.a., hvordan forældrene kan støtte skolens arbejde, og hvordan forældrene kan støtte hinanden i denne sammenhæng.
Personsager drøftes direkte mellem elever, medarbejdere og forældre. Skolelederen deltager i disse drøftelser, hvis én af parterne ønsker det.
Der gennemføres i februar/marts en skriftlig undersøgelse på hele skolen af elevernes syn på skolemiljøet. Undersøgelsen ledes af skolelederen og lederen af fritidsordningen i samarbejde med klasselærerne. Undersøgelsen er med navns nævnelse. Den er stilet til klasselærerne, lederen af fritidsordningen og skolelederen.
Evalueringen af elevernes trivsel i øvrigt foregår løbende mellem eleverne og medarbejderne, medarbejderne imellem og gennem samtaler mellem medarbejdere og forældre.
Samarbejdet mellem skole og hjem
Den formelle del af samarbejdet er organiseret således:
Forældremøder: Klasselærerne afholder 1- 2 forældremøder årligt. Faglærerne deltager på skift, således at alle fagene på relevante tidspunkter i skoleforløbet præsenteres og debatteres.
Samtaler: I efteråret afholdes der samtaler mellem forældre og klasselærere på alle årgange. Fra 7. klasse bliver denne samtale afholdt på baggrund af en skriftlig udtalelse fra alle elevens lærere. Forældrene kan bede en faglærer deltage i samtalen. Fra 6. klasse deltager eleverne i denne samtale. I de yngre årgange kan eleverne deltage efter aftale mellem forældre og klasselærere.
I foråret inviterer skolen forældre og elever til en opfølgende samtale, hvis der er behov for det.
Ud over disse formelle rammer for samtaler er det vigtigt, at forældre henvender sig til læreren, hvis der er spørgsmål vedrørende undervisningen.
Skolen forventer, at forældrene oplyser skolen eller klasselærerne om forhold i hjemmet, som kan være af væsentlig betydning for elevernes trivsel.