Evalueringsplan på Kolding Friskole

1. Evaluering af skolens samlede undervisning samt opfølgningsplan

På lærermøder i løbet af vinteren evalueres skolens samlede undervisningstilbud. På baggrund af evalueringen udarbejdes der en opfølgningsplan, og der foretages justeringer, hvor det evt. er påkrævet.

Evalueringen foretages med udgangspunkt i skolens undervisningsplaner og værdigrundlag, der tilsammen udgør det dannelsessyn, skolen vedkender sig.

Evalueringen baseres på dialog blandt lærere og øvrigt pædagogisk personale. Resultatet af evalueringen drøftes med bestyrelsen på ordinære bestyrelsesmøder, hvorefter det lægges ud på skolens hjemmeside.

På de årlige forældremøder sættes der fokus på et eller flere pædagogiske og dannelsesmæssige områder med det formål, at forældrenes holdninger kan indgå som inspiration til fremtidig skoleudvikling.

I det indeværende år har vi et fælles fokus på overgange mellem børnehave, skole, trin på skolen og videre til ungdomsuddannelse.  Dels på vores daglige morgensamlinger med sang og fortælling, som indgår i vores samlede undervisningstid. Vi har evalueret det vi gør, hvorfor vi gør det og fået en endnu stærkere fælles forståelse af betydningen af disse samlinger for skolens værdigrundlag og virke, – en centralt pulsslag i hverdagen. Derudover har vi evalueret og fastlagt valgfag, som vi her kalder semesterfag – med indhold fra primært musik, billedkunst, teater og madlavning. Struktur og indhold er blevet belyst grundigt.

2. Evaluering af den enkelte elevs udbytte af undervisningen jf. § 1b stk. 2

Skole-hjemsamtaler: På Kolding Friskole evalueres den enkelte elevs udbytte af undervisningen i et nært samarbejde mellem skole og hjem. Samtaler danner grundlag for vurdering og evaluering af barnets faglige, sociale og personlige udvikling og samtalerne prioriteres højt i forhold til skolens kultur, hvor det nære samarbejde mellem hjem og skole er en væsentlig del af skolens værdigrundlag. I efteråret afholdes der samtaler mellem forældre og klasselærere på alle årgange. Fra 7. klasse bliver denne samtale afholdt på baggrund af en skriftlig udtalelse fra alle elevens lærere. Forældrene kan bede en faglærer deltage i samtalen. Fra mellemtrin deltager eleverne i denne samtale. I de yngre årgange kan eleverne deltage efter aftale mellem forældre og klasselærere.

I foråret inviterer skolen forældre og elever til en opfølgende samtale, hvis der er behov for det. Ud over disse formelle rammer for samtaler er det vigtigt, at forældre henvender sig til læreren, hvis der er spørgsmål vedrørende undervisningen.

Elevsamtaler: Klasselæreren afholdes løbende samtaler med eleverne for at støtte deres sociale og faglige udvikling.

Forældremøder: Forældremøderne er det forum, der er medvirkende til at skabe et godt klasse – og skolemiljø samt evaluering af ovennævnte. Forældrene inddrages helt naturligt i de beslutninger, der har betydning for klassens trivsel og arrangementer, der kan fremme fællesskabet både blandt elever, forældre og lærere.

Evaluering i bredere forstand: Vi lægger meget stor vægt på at forstå og vurdere elevernes udbytte og udvikling gennem alle skolens aktiviteter, – herunder også i legen i frikvartererne, på motionsdagen, ved større fælles arrangementer og i forestillinger og udstillinger på skolen. For de ældste elever sættes der karakterer på fra midten af 8. klasse og afslutningsvist ved FA-prøverne i skolens forskellige fag.

Diagnostiske prøver og tests: For at sikre at eleverne får det optimale udbytte af undervisningen, foretager skolen disse test, – eksempelvis ordblindetest, når der skønnes behov for det. Dette sker ofte i samarbejde med PPR. I den daglige undervisning suppleres den dialogbaserede evaluering med skriftlige tests og evalueringsinterviews, der primært baseres på forståelse af det gennemgåede stof.